Forsøgsviden om økologisk kløvergræsproduktion
Formål: At der sker en fortsat udvikling af den økologiske produktion gennem højere udbytter i økologiske kløvergræsmarker. Der dyrkes kløvergræs på 1/3 af det økologiske areal, og på økologisk kvægbrug dyrkes der kløvergræs på 60-75 pct. markerne.
Målet er at øge udbytte og kvalitet i de økologisk kløvergræsmarker ved at tilvejebringe den nødvendige viden om gødskning med kvælstof, kalium og svovl. Svovl har vist sig at være på et kritisk lavt niveau i halvdelen af mineralstofanalyserne af økologiske kløvergræs til 1. slæt. Der vil gennem forsøg blive tilvejebragt den nødvendige viden om gødskning med kvælstof, kalium og svovl med fokus på udbytte, kvalitet (særlig fokus på proteinindhold) og betydningen for balancen mellem kløver og græs i marken. Der vil også blive lagt vægt på anvendelse af planteanalyser og kløverbestemmelse som værktøj til at fastlægge den korrekte gødskning af den enkelte mark. Der vil blive udarbejdet et værktøj som kan støtte landmænd og konsulenter i at vurdere kløverandelen i marken.
Målet er også at forbedre sammensætningen af græsarterne, så kløvergræsmarkerne er produktive i flere år. Der blev i 2013 udlagt forsøg med forskellig sammensætning af kløvergræsblandinger for at undersøge, hvordan blandinger skal sammensættes for at have en optimal produktion set over 5 brugsår. 2016 er 3. brugsår, og i dette år bliver forsøgsarealerne plejet, så de er klar til at give en hel unik viden om produktionen i 4. og 5. brugsår i 2017 og 2018.